Sydsvensk kvalitetstid med vennerne

Trelleborg er kendt for sin afslappede atmosfære og fokus på livskvalitet, som hvert år tiltrækker masser af livsnydere. Her finder I nogle af Sveriges smukkeste golfbaner, skønneste naturoplevelser og lokalgastronomi, der skaber langvarige ferieminder.

Snart melder foråret sin ankomst. Dagene bliver lysere og længere. Naturen og dens grønne områder byder snart velkommen til en ny sæson. Det gælder også i sydsvenske Trelleborg, der kun ligger en times kørsel fra København.

Trelleborgs tre golfbaner med links-, hede- og parkkarakter byder på en varieret golfoplevelse. Foto: Johan Hamph.

Det naturskønne landskab er kendt for sine bølgende bakker og sine bløde sandstrande, der møder Østersøens salige bølgeskvulp. Et varieret landskab, der gør sig perfekt for de golfentusiaster, der årligt besøger Trelleborgs velplejede fairways og udfordrende greens.

Så hvis du og vennerne savner nye oplevelser, så tag nogle dage ud af forårskalenderen, find golfkøllerne frem fra vinterhiet og tag turen til Trelleborg, hvor I finder et sandt golfmekka. Her er rig mulighed for at udfordre vennerne til en venskabelig dyst om næste omgang i klubhuset.

Trelleborg er nemlig oplagt som rejsedestination for de vennepar, der gerne vil skabe nye minder sammen, mens de nyder naturen, maden og de mange skønne aktiviteter, som Trelleborg byder på.

Sveriges allerbedste golfbaner

Indenfor en radius af blot 20 kilometer fra Trelleborg finder du tre af Sveriges skønneste golfbaner. Det gælder blandt andet linksbanen ved Trelleborgs Golfklub, der af flere betegnes som Sveriges fineste seaside-bane. Her får I lov at prøve kræfter med vinden, der blæser uforstyrret ind fra Østersøen ved hvert hul. Banen er udlagt som de oprindelige, skotske linksbaner, der ligger helt ud til kysten. Her er sandklitter en naturlig del af banen – og der sjældent er ly bag buske og træer. Her kan I svinge køllerne på en bane, der minder om de tidligste golfbaner i Skotland.

Lidt længere inde i landet findes Tegelberga Golfklub, der byder på et klassisk, skånsk landskab. Det kuperede terræn, der stammer fra istiden, giver en masser tekniske udfordringer, som kræver gode golfevner – både i forhold til at læse banen og selvfølgelig i selve udførelsen af svinget. Faktisk blev Tegelbergas gamle bane kåret som Sveriges Bedste Golfbane i 2023 af Golfamores brugere.

Sveriges sydligste golfbane finder I hos Bedinge Golfklub. Banen, som takket være de milde vintre er åben hele året rundt, er populær blandt alle aldre og golfhandicap på grund af sit fladere terræn og de korte afstande mellem hullerne.

Nyd Sveriges skønne forårs- og sommervejr med en tur på golfbanen.

Golfhygge morgen, middag og aften

Turen til Trelleborg er ikke kun en mulighed for at dyste på de grønne fairways. Det er også en fantastisk mulighed for at nyde det gode liv, som den sydsvenske kyst tilbyder. Her er der et stort fokus på skønne overnatningsmuligheder, afslapning, smuk natur og fantastisk mad, som stammer fra Trelleborgs bagland, der er kendt som Sveriges fødevarerkammer.

Hvis I virkelig ønsker at dyrke golfpassionen morgen, middag og aften, findes der skønne hotelværelser hos Golfhotel Stavstensgården og Golfhotel Bedinge. Stavstensgården ligger just ved siden af Trelleborg Golfklub – og blot et stenkast fra havet. Her kan man bo og spise lige ud til den fantastiske seaside-bane. Golfhotel Bedinge hører til golfklubben i Bedinge og også her er der mulighed for at bo og spise direkte i forlængelse af Bedinges 18 huller.

Hotellerne tilbyder blandt andet golfpakker, hvor golf og overnatning er inkluderet. Samme mulighed har I også hos Palm Tree Hotel, der ligger i centrum af Trelleborg. Her findes også en samlet golfpakke, som giver mulighed for at spille på Tegelberga-banen, mens I får al komforten af det skønne byhotel, der blandt andet tilbyder god mad og massage efter en dag på golfbanerne.

Storslået natur, ølsmagning og lokal gastronomi

Den svenske sydkyst er som nævnt kendt for sine naturperler, den gastronomiske baghave og små, charmerende overnatningssteder, hvor gæsterne kan finde afslappet luksus. Det oplever man for eksempel på boutiquehotellet Dannegården, der er en charmerende wellness-oase i Trelleborg. Ingen værelser er ens på det lille hotel, der ligger i stor, smuk villa ned til vandet.

På hotellet kan I sænke skuldrene, fylde bobler i glasset og slappe helt af. Om aftenen kan I passende spise på hotellets restaurant, Strandgatan 32, hvor de internationale, smagfulde retter laves med de bedste råvarer fra det sydsvenske fødevarekammer. Aftenen kan I slutte af med en frisk cocktail fra baren.

Dannegårdens have er en charmerende wellness-oase i centrum af Trelleborg.

Der er masser af små kulinariske perler i Trelleborg. Besøg for eksempel Hönsinge Hantwerksbryggeri der afholder ølsmagning, foredrag og rundvisning på det lille gårdbryggeri i Jordberga.

Endnu en kulinarisk gårdbutik findes hos Grönby Gårdscharketuri. Her findes skønne produkter fra gårdens egne råvarer og dyr såsom grise, kreaturer og lam. Gårdscharketuriet er kendte for deres surdejspizzaer, som serveres ude på den skønne træterrasse.

Uanset om I vil bruge al tiden på nogle af Sveriges fineste golfbaner eller nyde den gastronomiske sydkyst, er Trelleborg en oplagt forårsdestination for par og venner, der ønsker at tilbringe kvalitetstid sammen og skabe nye, fælles minder.